Kapitel 4 - Hvor Ole Opfinder Porno Og Det Ikke Smager Som Ventet

Ole fandt sig selv siddende på et tre meter langt stakit – stakittet var grønt og temmelig ubehageligt at sidde på – både på grund af stakitters spidse natur og så også fordi det var lavet af nikkel og Ole var svært allergisk overfor nikkel. Ole kunne ikke se noget formål med et sådant stakit, men sådan er der jo så meget der er svært at se når ens ansigt er svulmet op til dobbelt størrelse. I sin halvblinde tilstand valgte Ole at begrave stakittet og i stedet sætte sig på en stridsøkse for at opfinde nogen vigtige opfindelser.

Det gik dårligt for Ole. Mange timer var gået og det eneste Ole havde opfundet var en kedel – og kedler er ret kedelige opfindelser. Heldigvis kom Ole i tanke om at han kunne slå sin opfindsomhed til, og med den gik det hele meget bedre.

Ole tog udgangspunkt i hans mangel på andre fødevarer end gulerødder og gullaschsorbet og fandt straks frem til at dværge måtte være en del af løsningen. På denne måde opfandt Ole midget porn (en specialitet i Frankrig) men blev slemt skuffet da han fandt ud af at det egentligt bare smagte af papir.

Ole smed hans porno fra sig men før det ramte månen Jordens overflade kom rumbarbaren Orwuheig, som en meget hurtig og stor flyvende dræbersnegl af ild, flyvende i hans SpaceWarper 7800 GT og hapsede pornoen mens de kæmpestore B&O højtalere der var monteret på rumskibet hylede ”SKOVSVIIIIIIIIIIN”. Ole var ganske flov over at have svinet naturen til med porno. Efter noget tid kastede han dog tanken fra sig og endnu engang kom Orwuheig susende og samlede tanken op fra månen Jorden mens hans B&O højtalere skrålede ”SKOOOOOORSTEEEEEEN”.

Stemplet som både skovsvin og skorsten gik Ole tilbage til Augostolpha som var optaget af at snakke med en falsk træstub der i virkeligheden var lavet af ler. Ole fældede en tåre og fik det gule kort af en lavesteretsdommer, børstede sine hænder og gik i seng.

Kapitel 3 Hvor Ole Møder En Rumbarbar Og Chiller Med Fader Vinter

Ole vågnede ved siden af hesten Augostolpha og børstede rimfrosten af hans højre albue som han havde glemt ude i solen – han kiggede op på den store kvadratiske klods der havde beskudt ham med frost hele natten og besluttede sig straks for at finde ud af hvad fanden det egentligt var der var skyld i kulden. Ole kiggede i bladet og fandt kun frem til to ting der kunne være skyld i frosten. Enten var det en gigantisk kummefryser som en eller anden idiot havde glemt at lukke eller også var det nordpolakker der var på spil – der var kun en ting at gøre og det var at udforske sagen på egen hånd.

Ole begyndte at samle udstyr til hans store solekspedition. Han fandt en helvedes masse gulerødder (mindst tre), dåsetunen der havde hjulpet Augostolpha ind i eksistensen og hans cykelpumpe. Han bandede da han kom i tanke om at han ikke kunne flyve men Agostolpha tilbød straks sin hjælp og snart var de på vej mod solen.

På ganske kort tid var de ude af månen Jordens atmosfære og der duftede dejligt af bacon og rasp, denne fantastiske duft stammede fra rumbarbaren Orwuheig som altid havde et vindue i hans SpaceWarper 7800 GT åbent når han lavede morgenmad. Alle i universet vidste at Orwuheig var lidt af en tosse og det skyldtes delvist at han kun eksisterede i Augostolphas hoved – men det er ligesom på facebook – man kan ikke engang have sine usynlige venner i fred.

Efter at have undgået rumbarbaren Orwuheig ved at flyve fuldstændigt lydløst den anden vej rundt om månen Jorden ankom Ole og Augostolpha til solen og Ole frøs sine tæer gevaldigt. Da solen nu engang var fuldstændigt flad var det let at se at det eneste der stak op i horisonten var en eller anden langskægget gut med en lilla regnfrakke der sad på en trone lavet af småsten. Ole vidste straks at lige netop DEN langskæggede gut måtte være årsagen til den trælse frost og opsøgte ham derfor med det samme.

Gutten viste sig at være Fader Vinter som er en imaginær person, som af uvisse årsager valgte at finde på sig selv. Han kunne desværre ikke forklare hvor frosten kom fra, hovedsageligt fordi han ikke rigtigt havde lagt mærke til den, og Ole troede på ham (han havde jo et skæg). Ole og Augostolpha måtte skuffede drage hjem igennem tågen af bacon- og raspdampe fra Orwuheigs rumskib.

Kapitel 2 - Hvor Ole Møder En Elektrisk Hest

En dag der i virkeligheden ikke var en dag da dage ikke rigtigt fungerer ordentligt på måner gik Ole en tur med sin cykelpumpe. Lige pludselig ud af absolut ingenting (i dette tilfælde en sky) sprang et lyn der ramte en sten lige foran Ole – lynet rikochetterede af stenen, ramte en dåsetun og blev på ganske kort tid til en trebenet elektrisk hest der kun kunne tale tegnsprog.

Den trebenede elektriske hest sagde på tegnsprog til Ole at den nu var blevet til og at den derfor burde have et navn. Ole som selvfølgelig ikke forstod en disse af hvad hesten sagde bad den om i stedet at skrive det den ville sige med småsten. Processen var lang og smertefuld da småsten overhovedet ikke er ligeså ergonomisk korrekte eller effektive som kuglepenne eller blyanter.

Da Ole fandt ud af hvad den trebenede elektriske hest ville tænkte han sig grundigt om og døbte derefter hesten Augostolpha da det var det sejeste navn man kan give en elektisk hest. Augostolpha skreg højt på tegnsprog ”HURRAAAAA JEG HEDDER AUGOSTOLPA” og endnu engang forstod Ole ikke en pind af hvad den sagde så han fandt på at lære den hans eget sprog ved at opremse alle de ord han kendte.

På ganske få minutter havde Ole lært hesten Oles sprog og de kunne sammen snakke om lige præcis det de ville fx om hvorvidt vand dufter godt eller ej – men da ingen af dem nogensinde havde set, rørt, eller lugtet til vand var den samtale ret meningsløs og Ole satte sig i stedet op på Augostolpha hvor han til sin forbløffelse så at han sad på en trebenet elektrisk hest midt i en skov af gulerødder.

Ole undrede sig over hvorfor det egentligt var han ikke havde opdaget det noget før når nu gulerødderne ikke var så frygteligt høje men valgte hurtigt at kaste den tanke bort og i stedet bare være glad for at han ville kunne leve af gulerødder resten af sit liv.

Ole snakkede lidt med Augostolpha og fandt ud af at elektriske heste lever af mælk og genopladelige batterier.

Hen imod aftenen blev Ole ufatteligt træt af gulerødder og valgte derfor i stedet at grave en dåse gullasch op af skrællespanden, som han fandt hans vise mentor (det unavngivne blad) i, og lægge den ud i solens frost hvor den hurtigt blev til den lækreste gullaschsorbet

Kapitel 1 - Hvor Ole Eksisterer

Der er mange universer og de fleste af dem har ikke noget navn – dem der har, har alligevel en tendens til at være for selvoptagede så dem gider jeg egentligt ikke snakke om.

I et af de navnløse universer var der et enkelt solsystem med en todimensional kvadratisk sol der leverede den frost der gjorde livet på solsystemets eneste planet Månen umuligt.

Eftersom solens frost gjorde livet på denne planet umuligt, valgte livet I stedet at udfolde sig på planetens måne Jorden. Det liv der kom ud af livets udfoldelser var Ole.

Ole hed Ole fordi han, da han komme i tanke om at han kunne have et navn kun kunne komme i tanke om navnet Ole. Ole var oven i købet en ret gennemsnitlig person (han var den eneste) og han havde kaldt den måne han boede på for Jorden fordi det var det første sted han nogensinde havde set jord.

lige uden for Oles solsystem var der ingenting - men det lægger man sjældent mærke til - og man ville nok heller ikke opdage det, hvis det pludselig var væk. Planeten Månen havde han kaldt for månen fordi han I et blad havde læst at måner var lavet af ost og da der på Jorden ikke var ost måtte Månen jo derfor være en måne (Ole vidste intet om kildekritik) heraf navnet. Bladet og skraldespanden Ole havde fundet bladet I var forresten et produkt af ikke-livets udfoldelser – og det kunne jo sådan set godt have foldet sig ud på Månen men ikke-livet tænkte ligesom at lidt selskab sgu nok ikke ville gøre noget.

Månen Jorden var så lille at Ole sagtens ville kunne have nået hele vejen halvvejs rundt på to halve eftermiddage, hvis han da ellers havde haft en cykel, men det havde han ikke og da han aldrig havde set en cykel savnede han den egentligt heller ikke – alligevel slæbte han konstant rundt på en cykelpumpe – man ved jo aldrig hvornår man opdager at cykler eksisterer og det ville jo være træls hvis man når man opdagede cyklernes eksistens ikke kunne pumpe styret op.

Til Paraplyer

Jeg vil gerne dedikere denne forunderlige men sande opdigtede historie til de paraplyer der gang på gang, med mere eller mindre held, forsøger at holde folk tørre men aldrig bliver taget med i brusebad.

Oles univers på blogspot

Her vil du kunne finde Oles univers indtil du ikke længere kan finde det.