Kapitel 1 - Hvor Ole Eksisterer

Der er mange universer og de fleste af dem har ikke noget navn – dem der har, har alligevel en tendens til at være for selvoptagede så dem gider jeg egentligt ikke snakke om.

I et af de navnløse universer var der et enkelt solsystem med en todimensional kvadratisk sol der leverede den frost der gjorde livet på solsystemets eneste planet Månen umuligt.

Eftersom solens frost gjorde livet på denne planet umuligt, valgte livet I stedet at udfolde sig på planetens måne Jorden. Det liv der kom ud af livets udfoldelser var Ole.

Ole hed Ole fordi han, da han komme i tanke om at han kunne have et navn kun kunne komme i tanke om navnet Ole. Ole var oven i købet en ret gennemsnitlig person (han var den eneste) og han havde kaldt den måne han boede på for Jorden fordi det var det første sted han nogensinde havde set jord.

lige uden for Oles solsystem var der ingenting - men det lægger man sjældent mærke til - og man ville nok heller ikke opdage det, hvis det pludselig var væk. Planeten Månen havde han kaldt for månen fordi han I et blad havde læst at måner var lavet af ost og da der på Jorden ikke var ost måtte Månen jo derfor være en måne (Ole vidste intet om kildekritik) heraf navnet. Bladet og skraldespanden Ole havde fundet bladet I var forresten et produkt af ikke-livets udfoldelser – og det kunne jo sådan set godt have foldet sig ud på Månen men ikke-livet tænkte ligesom at lidt selskab sgu nok ikke ville gøre noget.

Månen Jorden var så lille at Ole sagtens ville kunne have nået hele vejen halvvejs rundt på to halve eftermiddage, hvis han da ellers havde haft en cykel, men det havde han ikke og da han aldrig havde set en cykel savnede han den egentligt heller ikke – alligevel slæbte han konstant rundt på en cykelpumpe – man ved jo aldrig hvornår man opdager at cykler eksisterer og det ville jo være træls hvis man når man opdagede cyklernes eksistens ikke kunne pumpe styret op.