Kapitel 7 - Hvor en person bliver vækket fra graven

Ole og Augostolpha havde efter længere tids søgen fundet det perfekte sted at bygge dørmåtteborgen. Det bedste af det hele var at voldgraven allerede var blevet voldgravet af en voldgravør der ikke havde haft andet at lave.

Ole og den elektriske hest vidste selvfølgelig intet om dette og antog derfor at voldgraven bare var endnu en af ikke-livets udfoldelser.

Voldgravøren som var kendt af de fleste som Voldgravør og ikke #YOLOSWAG-PETER (Navnet der af ukendte årsager var havnet på Voldgravørs dåbsattest – Sådan kan det jo gå når man bliver døbt i Vegas), sov ubemærket i voldgraven og blev vækket af larmen fra det nyligt igangsatte dørmåtteborgsbyggeri.

Voldgravør var ganske forundret over, hvor godt borgen passede til voldgraven og valgte derfor at tilbyde Ole sin hjælp.

Ole fik et chok da han bemærkede dørmåtteborgsbefolkningstallets pludselige stigning på hele 50% men fik hurtigt taget sig sammen og introduceret både Augostolpha og sig selv for Voldgravør og snart var byggeriet igen undervejs.

Efter nogen tids måttestabling valgte de tre at holde en pause. Pausen blev brugt på at spille Meyer, et spil der ganske simpelt går ud på at kaste en lille mand med en kost længst muligt.

Voldgravør blev hurtigt og enstemmigt erklæret vinder af spillet. Stemmen stammede fra Harald Nyborg der var kendt for at blande sig i andre folks drukspilsvarianter.

Udfaldet af spillet var nu også præcis som ventet da Voldgravør havde en Phd i idræt. Sådan en får man nemlig hvis man bestiller en Elvis-lookalike til at spille musikken ved en Vegasbarnedåb.

Højt over de tre pauseholdere bed rumbarbaren Orwuheig mærke i borgens tilblivelse og brugte resten af dagen på at undre sig over månen Jordens oprustning samt at frygte et borgbidemærkeerstatningskrav.

Kapitel 6 - Hvor Harald Er En Lille Mand Med Skæg

Da Ole og Augostolpha næste dag vågnede med de værste cidertømmermænd i både kvinde- og mands minde havde Oles kringlede og lettere ethanolchokerede neuronnet fixet en helt fantastisk idé. Ole skulle simpelthen lave en bil – på den måde ville Ole både få penge til dørmåtter og et baggagerum til at have dørmåtterne i. Ole valgte at lave bilen af råstaniol (som store dele af månen Jorden bestod af) og de reservedele han ellers havde liggende i sine lommer.

Ole måtte efter tre timer med moderne bilproduktion erkende at det at lave biler er en lang og pinefuld proces der absolut intet har at gøre med jul. Hvert enkelt stykke råstaniol skal stryges for at skabe den glatte overflade der kendetegner biler og hvert enkelt dæk skal bakses op af alt, alt for små lommer

Da bilen endelig var færdig faldt Ole om i staniolstøvet af ren og skær fysisk udmattelse og skabte derved en stor glitrende sky, der reflekterede solens froststråler og blændede Orwuheig, så han nær havde banket SpaceWarperen direkte ind i en intergalaktisk elg.

Den rystede elg fløj videre gennem tid og rum mens Orwuheig i protest mod staniolstøvsudledningen lænkede sig selv til en højtaler og proklamerede at han aldrig mere ville indtage ting med metalglans – det var egentligt ret åndsvagt for der var ikke rigtigt andre end ham selv og den intergalaktiske elg der vidste at han protesterede.

Ole havde lagt og daset i staniolstøvet i en halv time da Augostolpha mindede ham om at banken snart ville lukke. Ole kunne se problemet og begyndte at trække bilen hen imod banken. Ole brugte den halvlange tur på at være irreteret over at han ikke bare havde lavet bilen ved siden af banken. Det ville have gjort gåturen noget kortere.

Hæveautomaten overgav sig straks da Ole kom traskende ind i banken med den splinternye, glatte og skindende staniolsbil. Ole tog imod de tyve kroner han havde bedt om dagen før og forsvandt langsomt ud af banken i retning mod Harald Nyborg med bilen på slæb. Da han var ude af banken vendte han sig om, gav hæveautomaten fingeren, råbte ”HA” og fortsatte så rejsen mod Haralds gyldne port.

Ved den gyldne port blev han modtaget af selveste Harald (en lille tyk mand med et lyserødt overskæg) i egen lave person. Harald havde set Ole slæbe den skindende bil fra hans udkigstårn og havde regnet ud at Ole sgu nok var kommet til penge. Dørmåtterne var allerede fundet frem og Harald smed hurtigt alle 2056 dørmåtter ned i det store og dejlige baggagerum. Ole betalte for måtterne med de 20kr og gik sammen med Augostolpha ud for at finde det perfekte sted at bygge en dørmåtteborg.

Kapitel 5 - Hvor Måtter Ikke Er Så Billige Som Man Skulle Tro

En ganske tilfældig morgen vågnede Ole slet ikke, for han havde ikke haft noget sted at sove, og det var han egentligt ret træt af. Han slæbte sine fødder hen af en våd og asfalteret vej og snublede over en vejsidekrystalkugle. Krystalkuglen fortalte Ole at den vidste præcis hvorfor han var træt, præcis hvad der ville hjælpe og præcis hvor Ole ville være i stand til at finde så store mængder dørmåtter.

Vejsidekrystalkuglen forklarede Ole at han, hvis han ville opnå størst mulig komfort, måtte bygge sit hjem af bløde, smidige, langtidsholdbare og kønne dørmåtter og at netop dørmåtter på pågældende tidspunkt var på tilbud i Harald Nyborg.

”20 kroner for 2056 dørmåtter” sagde krystalkuglen og Ole skreg straks med sine lungers fulde kraft ”2056 DØRMÅTTER – FUCK OG DØD – DET ER JO LIGE NETOP DEN MÆNGDE DØRMÅTTER DER SKAL BRUGES FOR AT BYGGE SIN HELT EGEN BORG MED FLAGSTANG”.

Ole sparkede kuglen væk og løb ned ad vejen hvor han efter noget tid mødte Augostolpha der lå og sov i en grøft – Ole ruskede i Augostolpha der mest af alt lignede en elektrisk zombie der langsomt vågnede fra de døde. Augostolpha vidste straks hvad det hele gik ud på (den havde haft læst Harald Nyborgs tilbudsavis) og begyndte derfor at gå i retning mod Harald Nyborg.

Snart stod de to foran Harald Nyborgs store gyldne port og en meget dyb stemme der tilsyneladende kom inde fra selveste Harald Nyborg (og som måske oven i købet stammede fra selveste Harald) sagde ”Har i penge så kan i få – har i ingen så har i bare at skride” Ole kom i tanke om det med de 20 kroner og at han absolut ingen penge havde på sig. Hele turen til Harald Nyborg havde været forgæves så Ole satte sig ned for at tænke.

Ole vidste at banker har penge så han gik ind i sådan en og bad en hæveautomat om 20 kroner men selv efter at have set Oles skuffede hundeøjne nægtede hæveautomaten at spytte nogen penge ud. Den forklarede at den simpelthen ikke havde lov til at give penge til tilfældige fremmede hvis ikke disse fremmede havde mindst en bil. Ole gik ud til Augostolpha der stod udenfor og ventede og forklarede den elektriske hest hans situation.

De gjorde det eneste rigtige at gøre – de drak sig fulde i cider og faldt i søvn i en grøft.

Kapitel 4 - Hvor Ole Opfinder Porno Og Det Ikke Smager Som Ventet

Ole fandt sig selv siddende på et tre meter langt stakit – stakittet var grønt og temmelig ubehageligt at sidde på – både på grund af stakitters spidse natur og så også fordi det var lavet af nikkel og Ole var svært allergisk overfor nikkel. Ole kunne ikke se noget formål med et sådant stakit, men sådan er der jo så meget der er svært at se når ens ansigt er svulmet op til dobbelt størrelse. I sin halvblinde tilstand valgte Ole at begrave stakittet og i stedet sætte sig på en stridsøkse for at opfinde nogen vigtige opfindelser.

Det gik dårligt for Ole. Mange timer var gået og det eneste Ole havde opfundet var en kedel – og kedler er ret kedelige opfindelser. Heldigvis kom Ole i tanke om at han kunne slå sin opfindsomhed til, og med den gik det hele meget bedre.

Ole tog udgangspunkt i hans mangel på andre fødevarer end gulerødder og gullaschsorbet og fandt straks frem til at dværge måtte være en del af løsningen. På denne måde opfandt Ole midget porn (en specialitet i Frankrig) men blev slemt skuffet da han fandt ud af at det egentligt bare smagte af papir.

Ole smed hans porno fra sig men før det ramte månen Jordens overflade kom rumbarbaren Orwuheig, som en meget hurtig og stor flyvende dræbersnegl af ild, flyvende i hans SpaceWarper 7800 GT og hapsede pornoen mens de kæmpestore B&O højtalere der var monteret på rumskibet hylede ”SKOVSVIIIIIIIIIIN”. Ole var ganske flov over at have svinet naturen til med porno. Efter noget tid kastede han dog tanken fra sig og endnu engang kom Orwuheig susende og samlede tanken op fra månen Jorden mens hans B&O højtalere skrålede ”SKOOOOOORSTEEEEEEN”.

Stemplet som både skovsvin og skorsten gik Ole tilbage til Augostolpha som var optaget af at snakke med en falsk træstub der i virkeligheden var lavet af ler. Ole fældede en tåre og fik det gule kort af en lavesteretsdommer, børstede sine hænder og gik i seng.

Kapitel 3 Hvor Ole Møder En Rumbarbar Og Chiller Med Fader Vinter

Ole vågnede ved siden af hesten Augostolpha og børstede rimfrosten af hans højre albue som han havde glemt ude i solen – han kiggede op på den store kvadratiske klods der havde beskudt ham med frost hele natten og besluttede sig straks for at finde ud af hvad fanden det egentligt var der var skyld i kulden. Ole kiggede i bladet og fandt kun frem til to ting der kunne være skyld i frosten. Enten var det en gigantisk kummefryser som en eller anden idiot havde glemt at lukke eller også var det nordpolakker der var på spil – der var kun en ting at gøre og det var at udforske sagen på egen hånd.

Ole begyndte at samle udstyr til hans store solekspedition. Han fandt en helvedes masse gulerødder (mindst tre), dåsetunen der havde hjulpet Augostolpha ind i eksistensen og hans cykelpumpe. Han bandede da han kom i tanke om at han ikke kunne flyve men Agostolpha tilbød straks sin hjælp og snart var de på vej mod solen.

På ganske kort tid var de ude af månen Jordens atmosfære og der duftede dejligt af bacon og rasp, denne fantastiske duft stammede fra rumbarbaren Orwuheig som altid havde et vindue i hans SpaceWarper 7800 GT åbent når han lavede morgenmad. Alle i universet vidste at Orwuheig var lidt af en tosse og det skyldtes delvist at han kun eksisterede i Augostolphas hoved – men det er ligesom på facebook – man kan ikke engang have sine usynlige venner i fred.

Efter at have undgået rumbarbaren Orwuheig ved at flyve fuldstændigt lydløst den anden vej rundt om månen Jorden ankom Ole og Augostolpha til solen og Ole frøs sine tæer gevaldigt. Da solen nu engang var fuldstændigt flad var det let at se at det eneste der stak op i horisonten var en eller anden langskægget gut med en lilla regnfrakke der sad på en trone lavet af småsten. Ole vidste straks at lige netop DEN langskæggede gut måtte være årsagen til den trælse frost og opsøgte ham derfor med det samme.

Gutten viste sig at være Fader Vinter som er en imaginær person, som af uvisse årsager valgte at finde på sig selv. Han kunne desværre ikke forklare hvor frosten kom fra, hovedsageligt fordi han ikke rigtigt havde lagt mærke til den, og Ole troede på ham (han havde jo et skæg). Ole og Augostolpha måtte skuffede drage hjem igennem tågen af bacon- og raspdampe fra Orwuheigs rumskib.

Kapitel 2 - Hvor Ole Møder En Elektrisk Hest

En dag der i virkeligheden ikke var en dag da dage ikke rigtigt fungerer ordentligt på måner gik Ole en tur med sin cykelpumpe. Lige pludselig ud af absolut ingenting (i dette tilfælde en sky) sprang et lyn der ramte en sten lige foran Ole – lynet rikochetterede af stenen, ramte en dåsetun og blev på ganske kort tid til en trebenet elektrisk hest der kun kunne tale tegnsprog.

Den trebenede elektriske hest sagde på tegnsprog til Ole at den nu var blevet til og at den derfor burde have et navn. Ole som selvfølgelig ikke forstod en disse af hvad hesten sagde bad den om i stedet at skrive det den ville sige med småsten. Processen var lang og smertefuld da småsten overhovedet ikke er ligeså ergonomisk korrekte eller effektive som kuglepenne eller blyanter.

Da Ole fandt ud af hvad den trebenede elektriske hest ville tænkte han sig grundigt om og døbte derefter hesten Augostolpha da det var det sejeste navn man kan give en elektisk hest. Augostolpha skreg højt på tegnsprog ”HURRAAAAA JEG HEDDER AUGOSTOLPA” og endnu engang forstod Ole ikke en pind af hvad den sagde så han fandt på at lære den hans eget sprog ved at opremse alle de ord han kendte.

På ganske få minutter havde Ole lært hesten Oles sprog og de kunne sammen snakke om lige præcis det de ville fx om hvorvidt vand dufter godt eller ej – men da ingen af dem nogensinde havde set, rørt, eller lugtet til vand var den samtale ret meningsløs og Ole satte sig i stedet op på Augostolpha hvor han til sin forbløffelse så at han sad på en trebenet elektrisk hest midt i en skov af gulerødder.

Ole undrede sig over hvorfor det egentligt var han ikke havde opdaget det noget før når nu gulerødderne ikke var så frygteligt høje men valgte hurtigt at kaste den tanke bort og i stedet bare være glad for at han ville kunne leve af gulerødder resten af sit liv.

Ole snakkede lidt med Augostolpha og fandt ud af at elektriske heste lever af mælk og genopladelige batterier.

Hen imod aftenen blev Ole ufatteligt træt af gulerødder og valgte derfor i stedet at grave en dåse gullasch op af skrællespanden, som han fandt hans vise mentor (det unavngivne blad) i, og lægge den ud i solens frost hvor den hurtigt blev til den lækreste gullaschsorbet

Kapitel 1 - Hvor Ole Eksisterer

Der er mange universer og de fleste af dem har ikke noget navn – dem der har, har alligevel en tendens til at være for selvoptagede så dem gider jeg egentligt ikke snakke om.

I et af de navnløse universer var der et enkelt solsystem med en todimensional kvadratisk sol der leverede den frost der gjorde livet på solsystemets eneste planet Månen umuligt.

Eftersom solens frost gjorde livet på denne planet umuligt, valgte livet I stedet at udfolde sig på planetens måne Jorden. Det liv der kom ud af livets udfoldelser var Ole.

Ole hed Ole fordi han, da han komme i tanke om at han kunne have et navn kun kunne komme i tanke om navnet Ole. Ole var oven i købet en ret gennemsnitlig person (han var den eneste) og han havde kaldt den måne han boede på for Jorden fordi det var det første sted han nogensinde havde set jord.

lige uden for Oles solsystem var der ingenting - men det lægger man sjældent mærke til - og man ville nok heller ikke opdage det, hvis det pludselig var væk. Planeten Månen havde han kaldt for månen fordi han I et blad havde læst at måner var lavet af ost og da der på Jorden ikke var ost måtte Månen jo derfor være en måne (Ole vidste intet om kildekritik) heraf navnet. Bladet og skraldespanden Ole havde fundet bladet I var forresten et produkt af ikke-livets udfoldelser – og det kunne jo sådan set godt have foldet sig ud på Månen men ikke-livet tænkte ligesom at lidt selskab sgu nok ikke ville gøre noget.

Månen Jorden var så lille at Ole sagtens ville kunne have nået hele vejen halvvejs rundt på to halve eftermiddage, hvis han da ellers havde haft en cykel, men det havde han ikke og da han aldrig havde set en cykel savnede han den egentligt heller ikke – alligevel slæbte han konstant rundt på en cykelpumpe – man ved jo aldrig hvornår man opdager at cykler eksisterer og det ville jo være træls hvis man når man opdagede cyklernes eksistens ikke kunne pumpe styret op.