Den trebenede elektriske hest sagde på tegnsprog til Ole at den nu var blevet til og at den derfor burde have et navn. Ole som selvfølgelig ikke forstod en disse af hvad hesten sagde bad den om i stedet at skrive det den ville sige med småsten. Processen var lang og smertefuld da småsten overhovedet ikke er ligeså ergonomisk korrekte eller effektive som kuglepenne eller blyanter.
Da Ole fandt ud af hvad den trebenede elektriske hest ville tænkte han sig grundigt om og døbte derefter hesten Augostolpha da det var det sejeste navn man kan give en elektisk hest. Augostolpha skreg højt på tegnsprog ”HURRAAAAA JEG HEDDER AUGOSTOLPA” og endnu engang forstod Ole ikke en pind af hvad den sagde så han fandt på at lære den hans eget sprog ved at opremse alle de ord han kendte.
På ganske få minutter havde Ole lært hesten Oles sprog og de kunne sammen snakke om lige præcis det de ville fx om hvorvidt vand dufter godt eller ej – men da ingen af dem nogensinde havde set, rørt, eller lugtet til vand var den samtale ret meningsløs og Ole satte sig i stedet op på Augostolpha hvor han til sin forbløffelse så at han sad på en trebenet elektrisk hest midt i en skov af gulerødder.
Ole undrede sig over hvorfor det egentligt var han ikke havde opdaget det noget før når nu gulerødderne ikke var så frygteligt høje men valgte hurtigt at kaste den tanke bort og i stedet bare være glad for at han ville kunne leve af gulerødder resten af sit liv.
Ole snakkede lidt med Augostolpha og fandt ud af at elektriske heste lever af mælk og genopladelige batterier.
Hen imod aftenen blev Ole ufatteligt træt af gulerødder og valgte derfor i stedet at grave en dåse gullasch op af skrællespanden, som han fandt hans vise mentor (det unavngivne blad) i, og lægge den ud i solens frost hvor den hurtigt blev til den lækreste gullaschsorbet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar